Børn og den svære skilsmisse

Børn og skilsmisse Tegnet af Jesper Dalhus

Børn og skilsmisse
Tegnet af Jesper Dalhus

For en rum tid siden skrev jeg en tekst om den svære skilsmisse og børn. Af forskellige årsager har jeg ikke fået lagt indlægget op, men nu er det tiden. I går aftes så jeg nemlig en udsendelse i tv, der handlede om delebørn og mærkedage. En advokat, indenfor området, udtalte sig og sagde: ”Hvis man som forældre ikke kan være sammen på børnenes mærkedage, har man fejlet som forældre”. Jeg giver ham ret i, at forældre burde være voksne nok til at lægge egne følelser væk for børnenes skyld. Der kommer dog et lille men…. Lad os antage at moderen er så opslugt af sit had til sin faderen, at hun hver gang hun ser ham, ikke kan holde de grimme gloser tilbage? Er det så til barnets bedste, at forældrene er sammen på mærkedage som for eksempel konfirmationen? Vil det give barnet den bedste konfirmationsdag at holde det sammen? Gør det ham til en dårlig far, hvis det er hans overbevisning, at det er bedst at holde mærkedagen hver for sig?

Jeg har skrevet nedenstående tekst, efter at have hørt utallige episoder fra det virkelige liv. Tak til Jesper Dalhus for den fine tegning, der så rigtigt understreger, at man bør stoppe op og se at komme videre.

”Din mor er en so. Din far er et dumt svin”

Der er de ”gode” skilsmisser, og der er svære skilsmisser, er der nogle, der siger. Rigtig mange ægtepar bliver skilt, og nogle gange er skilsmisse den eneste rigtige løsning. Dog er det aldrig den nemmeste løsning, især ikke hvis der er børn i ægteskabet. Nogle forældre kommer heldigvis godt ud af det med hinanden og det er virkelig fantastisk, især for børnene, der jo skal leve hele deres liv med, at deres forældre er skilt. Så er der desværre de forældre, der spreder om sig med had og frustrationer der udspringer egne forsmåede og indeklemte følelser. Hælder dem ud over børnene i grimme gloser som: ”Din mor er en luder og en so”, eller:” din far er det dummeste svin på jorden”. Måske gør de det i håb om, at få børnene til at føle det samme had som de selv gør. DET SKER IKKE. Uanset hvad en forældre måtte have gjort eller ikke gjort, så er det ikke børnenes virkelighed. Det er forældrenes. Men børnene drages ind i de voksnes frustrationer og had, som om man bare kan tillade sig at hælde at sin egen indeklemte gylle ud over børnene som var de en affaldscontainer eller drop box for forældrenes manglende evne til at se ud over deres egen næsetip.

Børn vil altid være loyale overfor mor og far, uanset hvad de hver i sær måtte fortælle af grimme gloser om hinanden. Så lad dog være med det. Det giver frustration og utryghed for børnene, der ikke ved hvad de skal tro, mene og føle. Lad børnene selv mærke efter, hvad der er rigtig for dem. Lad børnene danne deres eget indtryk og meninger. Hvorfor lægge noget over på børnenes skuldre, som slet ikke vedkommer dem? Giver det de voksne mindre smerte, eller er det for at finde en allieret i sit had til den, men engang elskede?

Uanset hvilken dagsorden man har med at drage børnene ind i de voksnes verden, så STOP det nu. De har ingen aktie i, hvad der foregår mellem mor og far. De har rigeligt i at navigere i den situation, de er havnet uforskyldt i. Hvorfor så slå dem mere ud af kurs end de allerede er? Gulvtæppet er allerede revet væk under dem. Hjælp dem til at finde fodfæste igen ved at give og vise dem alt den kærlighed, de fortjener. Forældre skal se ud over egen forsmået hed, når børnene er i nærheden. Er behovet stort for at kalde sin eks grimme ting, bør de vente til de er langt væk fra deres børn.